Spili

Kildevand fra Kretas Bjerge

Spili er en lille bjerglandsby med ca. 700 indbyggere, der ligger 30 kilometer syd for Rethymnon ca. halvvejs ad vejen til Agia Galini på sydkysten. Navnet Spili kommer af det græske ord 'spileon' som betyder 'grotte', eftersom der er en grotte i nærheden af byen. Man kan godt udforske den på egen hånd, men den er ikke blevet gjort tilgængelig for turister.

Beliggenhed

Spili er et hyggeligt sted med en charmerende atmosfære beliggende i et frodigt skovklædt område nedenfor Voritzi bjerget. Der er stenbrolægning og huse med venetianske buer og blomstrende altankasser, når man bevæger sig rundt i byen ad de små, snoede gader. Landsbyen er især kendt for sit særlig gode drikkevand og for sin løvefontæne kaldet 'Kefalovrissi', som ligger ved landsbyen torv. Her strømmer hver time 350 m3 vand fra fontænens 19 løvehoveder.

Der er en del cafeer og tavernaer langs hovedgaden i Spili. Over byens torv med fontænen fører smalle gader op til landsbyens øvre kvarter, hvorfra man flere steder har en flot udsigt over området. Spili er også hjemsted for et nyt præsteseminarium, som ligger lige ved hovedgaden, når man kommer ind i byen.