Paladset i Knossos

Kong Minos' Labyrint

Knossos (Κνωσός) er den største arkæologiske udgravning på Kreta og den mest besøgte turistattraktion på øen. I højsæsonen bør man prøve at komme der enten tidligt eller sent for at undgå køer, store grupper turister og stærk varme.

Der er åbent dagligt mellem klokken 8 og 19 i perioden april til september og dagligt fra 8.30 til 15 i perioden fra oktober til marts. Knossos ligger 5 km syd for Herákleion.

Stedet har været beboet i meget lang tid. De første fund af menneskelig beboelse kan dateres helt tilbage til ca. 7.000 før vor tidsregning. Men for 3.500 år siden var Knossos centrum for en højt civiliseret kultur. Bebyggelsen var på det tidspunkt et monumentalt administrativt og religiøst center med en befolkning på mellem 5 og 8 tusinde indbyggere.

Og selv længe efter at den minoiske civilisation var brudt sammen vedblev byen med at være et af de vigtigste magtcentre på Kreta.

Paladset

Det store palads blev bygget og genopført i perioden mellem 1.700 og 1.400 f.v.t. De dele af paladset, som i dag er mest synlige, daterer sig primært fra den nyeste periode. Det samlede paladsbyggeri dækkede et område på 2,5 hektar og indeholdt 1.300 rum forbundet med korridorer ud i forskellige retninger. Der var hovedindgange mod de fire verdenshjørner, der var et teater og der var enorme lagre og magasiner. Minoerne gjorde brug af meget avancerede byggeteknikker og dele af paladset var op til 5 etager højt.

Palads er måske ikke den helt rigtige betegnelse. Knossos var ikke et hjem for en fyrste eller konge, men var derimod et kompleks af sammenbyggede huse og rum med forskellige funktioner som f.eks. kunstneres værksteder, oliemøller, lagerrum osv. Måske er det mere rigtigt at beskrive Knossos som en by i et hus, end som et palads i den betydning, vi plejer at tillægge ordet.

Minoernes byggetekniske evner illustreres af deres måde at forsyne paladset med vand på. Der var tre adskilte vandsystemer. Akvædukter bragte frisk vand til Knossos fra kilderne ved Archanes, ca. 10 km borte, og vandet blev ledt frem til fontæner og vandhaner gennem et sindrigt system af rør fremstillet af brændt ler.

Et andet system af lukkede rør sørgede for kloakering og ledte spildevandet væk fra den forhøjning, paladset lå på. I et af rummene - Dronningens Megaron (hus) - findes det første kendte eksempel på et vandskyllet toilet.

Endelig var der et afløbssystem, som sørgede for, at regnvand blev ledt væk fra området. Her kunne man ved hjælp af kanaler og bassiner styre vandets hastighed.

Freskoer og Søjler

De minoiske søjler er et karakteristisk træk ved paladset. Søjlernes udseende er tydeligt anderledes end de senere, klassisk græske søjler. I modsætning til de  græske stensøjler blev minoernes søjler konstrueret at træ.

De blev fremstillet af store stammer af cypres, placeret 'på hovedet', så den brede del af stammen nede ved roden kom øverst. Søjlerne blev opsat på en basis af sten og malet røde. Det bør måske nævnes, at de søjler, der ses i dag, er rekonstruktioner.

Et andet særegent træk ved paladset er dets freskomalerier. Det er sofistikerede, farverige billeder, der portrætterer et samfund, som valgte ikke at afbilde militære scener eller temaer nogetsteds overhovedet i deres kunst.

I det hele taget er der ikke tegn på, at Knossos var et militært anlæg. Der er ingen befæstninger eller våbenlagre og det ser ud som om minoernes civilisation var et bemærkelsesværdigt ikke-militaristisk samfund.

Der er stort set ingen billeder af ældre mennesker eller af børn på freskoerne. For det meste forestiller de unge mænd og kvinder, der er optaget af at plukke blomster, fiske eller dyrke sport. Frem for alt tyrespring, hvor atleten griber om tyrens horn og kaster sig ind over tyrens ryg. Et andet interessant træk ved freskoerne er deres valg af farver til de to køn. Mænd afbildes med en rødlig hud mens kvindernes hud er mælkehvid.

Da Knossos blev udgravet var der kun nogle skrøbelige rester tilbage af freskoerne. Det man i dag ser på stedet er rekonstruktioner udført af kunstneren Piet de Jong. De originale fund kan ligesom mange andre af fundene fra Knossos og de andre minoiske udgravninger ses på det arkæologiske museum i Herakleion.

Minoisk slangegudinde, ca. 1.600 f.v.t. Det Arkæologiske Museum i Herakleion. (http://en.wikipedia.org)

Det Arkæologiske Museum i Herakleion.

Dette museum i centrum af Herakleion er bestemt også et besøg værd. Det er et af de største og mest betydningsfulde museer i Grækenland (og Europa).

I museet opbevares genstande fra alle perioder af Kretas historie fra stenalderen frem til romersk tid.

Museets samling af minoiske genstande (den største i verden) gør museet til det absolut vigtigste, når det gælder minoisk kultur.

Video fra det arkæologiske museum i Heraklion

Opdagelsen og udgravningen af Knossos

Ruinerne ved Knossos blev opdaget i 1878 af en kretensk købmand og oldtidssamler ved navn Minos Kalokairinos. Han forestod de første udgravninger, og afdækkede dele af lagerrummene og en del af den vestlige facade.

Flere andre forsøgte at fortsætte udgravningerne, men uden det store held, indtil år 1900, hvor den engelske arkæolog Sir Arthur Evans (1851-1941), opkøbte hele området og påbegyndte en storstilet udgravning. Han ansatte et stort hold af lokale, og i løbet af få måneder havde han afdækket meget væsentlige dele af ruinerne.

Sir Arthur Evans forestod systematiske udgravninger af stedet i perioden mellem  1900 og 1931 og det er Evans' restaurering af Knossos, der i det store og hele ses i dag. Der har været meget diskussion om Evans restaurering. Kritikerne har kaldt det 'et arkæologisk Disneyland' og siger, at han har været lidt for fantasifuld i sine genskabelser af paladsets tidligere udseende, og måske værre endnu, at hans hårdhændede rekonstruktioner har gjort andre videnskabelige fortolkninger af fundene umulige.

På den anden side må man som en lægmand, der besøger stedet, beundre den intuition og kreative fortolkning, som Evans lagde for dagen. Hvorvidt hans fortolkninger var korrekte eller ej, så har de i hvert fald betydet, at Knossos er et langt mere interessant sted at besøge end så mange andre af de minoiske udgravninger på Kreta, hvor det kan være langt sværere at forestille sig, hvordan de engang må have set ud.

Det mytiske Knossos

Siden antikken er Knossos blevet udpeget som det sted, hvor kong Minos havde sin labyrint. Det skulle have været en enorm, forvirrende konstruktion, designet af den legendariske opfinder og håndværker Daedalos. Her holdt man Minotaurus indespærret. Minotaurus var et uhyre, der havde krop som et menneske, men med en tyrs hoved og hale.

Minoisk dobbeltøkse (labrys) af guld, 2. årtusinde f.v.t. (Univ. of Texas, Survey of Classical Greek Archaeology)

Ordet 'labyrint' kommer af ordet labrys, der betegner en økse med to blade. Ordet er sandsynligvis ikke græsk. En labrys var et vigtigt religiøst symbol i minoernes verden, og man kan se øksemotivet indridset mange steder rundt omkring på stenene i Knossos.

Ifølge den græske mytologi var Minos konge over Kreta, søn af Zeus og Europa. Sir Arthur Evans opkaldte den minoiske civilisation efter denne sagnkonge (men de havde sandsynligvis et andet navn for sig selv). Måske er Minos simpelthen et gammelt kretensk ord for konge.

I den græske myte havde kong Minos en søn, Androgeos, som hele tiden vandt i idræt og konkurrencer over modstandere fra Athen. De andre kombattanter blev jaloux på Androgeos og dræbte ham. Det fik Minos til at erklære krig mod Athen. Men han tilbød dem fred, hvis de hvert niende år ville sende ni unge mænd og ni unge jomfruer til Kreta, hvor de så skulle ofres til Minotaurus.

Minotaurus

Minotaurus var det uheldige barn af en kærlighedsaffære mellem kong Minos kone Pasiphae og en tyr. Historien fortæller, at Minos før han blev konge, kæmpede med sine brødre om hvem, der skulle have magten. Minos ønskede gudernes accept af, at det skulle være ham, der blev konge, og bad derfor Poseidon om at sende ham en tyr, som tegn herpå. Og Poseidon indvilligede og lod en smuk, hvid tyr opstige af havet.

Minos havde imidlertid lovet at han ville bruge tyren som offergave. Men da han så, hvor smuk den var, besluttede han at tage den bedste tyr fra sin egen flok og ofre den istedet. Da Poseidon hørte om bedraget fortryllede han Pasiphae, Minos' kone, så hun blev vildt forelsket i tyren. Hun fik Daedalos til at lave sig en ko af træ som hun så gemte sig i for på den måde at kunne forføre den smukke, hvide tyr. Men resultatet af hendes affære blev altså uhyret Minotaurus.

Pasiphae passede ham mens han var lille, men efterhånden som han voksede til blev han for vild og farlig. Derfor lod Minos, Daedalos konstruere en gigantisk labyrint, hvor de kunne holde Minotaurus indespærret. Men tilsyneladende har de altså været nødt til at fodre ham i ny og næ, og det er så her, at de unge atheniensere kommer ind i billedet.

Theseus og Minotaurus' død

Da tiden nærmede sig, hvor man i Athen for tredje gang skulle sende en forsamling af sted for at blive ofret til Minotaurus, meldte Theseus, søn af Athens konge Aegeus sig som frivillig. Han lovede sin far, at han ville sætte hvide sejl på sit skib, hvis han kom tilbage i live, men at skibet ville bære sorte sejl, hvis han var blevet dræbt under forsøget på at bekæmpe Minotaurus.

Theseus kæmper med Minotaurus. Vase motiv. (http://ro.wikipedia.org)

Nu var det sådan, at Minos havde en datter, Ariadne, som blev voldsomt forelsket i Theseus, da han og de andre ankom til Kreta. Derfor besluttede hun sig for at hjælpe ham.  Hun gav ham et garnnøgle, som han rullede ud efterhånden som han gik ind i labyrinten. På den måde kunne han følge snoren ud igen. Og Theseus gik ind, dræbte Minotaurus og førte sig selv og de øvrige atheniensere frelste tilbage.

Theseus tog Ariadne med sig, da han forlod Kreta, men fortrød så åbenbart og efterlod hende på vejen. Efter sigende på øen Naxos.

Og da han sejlede hjem havde han også glemt at skifte fra sorte til hvide sejl, sådan som han havde lovet sin far, kong Aegeus. Kongen havde siddet ved havet på kanten af en høj klippe og ventet hver eneste dag siden sønnens afrejse. Men da den stakkels Aegeus så de sorte sejl i horisonten, blev han så overvældet af sorg, at han kastede sig i havet. Og sådan fik Ægæerhavet sit navn.