Nikos Kazantzakis (1883-1957)

Den heroiske pessimist

Nikos Kazantzakis blev født i 1883 i Candia (Heraklion) på Kreta og døde i 1957 i Freiburg, Tyskland. Han er den væsentligste og mest oversatte græske forfatter og filosof i det tyvende århundrede. Han studerede jura ved universitetet i Athen fra 1902 og filosofi i Paris fra 1907. In 1911 giftede Kazantzakis sig med Galatea Alexiou. De blev skilt i 1926. I 1945 blev han gift med Eleni Samiou. Det meste af sit liv rejste han og boede mange forskellige steder udenfor Grækenland. Mens han boede i Berlin blev han bekendt med kommunismen og en beundrer af Lenin. Han besøgte Sovjetunionen men blev vidne til Joseph Stalins fremkomst og mistede sine illusioner om kommunismen som ide.

Kazantzakis var altid optaget af eksistentielle, spirituelle og metafysiske spørgsmål inspireret af forskellige kilder som f.eks. Bergson, Buddha, Kristus og Odysseus. En anden græsk forfatter, Pandelis Prevelakis, beskrev hans tænkning som 'heroisk pessimisme'. Han var influeret af Friedrich Nietzsches tænkning og af ateisme men også optaget af religion og Jesus-figuren optager en central plads i flere af hans værker. Således også i 'Den sidste fristelse' hvor Jesus portrætteres som et følsomt menneske, som har fået en mission, hvis mening han kæmper med at forstå. Han beskrives ikke som en fejlfri guddom men som et menneske, hvis indre kampe repræsenterer menneskehedens kampe.

Hans mest kendte værker inkluderer 'Spil for mig, Zorbas' fra 1946 'Kristus genkorsfæstes' fra 1948 og 'Frihed eller død' fra 1950. 'Den sidste fristelse' fra 1951 og 'Min Frans af Assisi' fra 1956. Endelig 'Rapport til El Greco' fra 1961, der indeholder både biografiske og fiktive elementer. Denne bog opsummerer Katzantzakis' filosofi. Kazantzakis anså selv det enorme episke digt (det består af 33.333 vers) 'Odisia' for at være hans mest betydningsfulde værk. Han begyndte at skrive på det i 1924, men omskrev det i alt 7 gange før det endelig udkom i 1938.

Fire gange blev Kazantzakis nomineret til Nobelprisen, men fik den aldrig. I 1957, da han havde tabt prisen med en stemmes forskel til Albert Camus udtalte denne, at Kazantzakis fortjente æren 'hundrede gange mere' end ham selv. Kazantzakis er begravet ved muren, der omkranser Heraklion. Den ortodokse kirke nægtede ham en begravelse på en kirkegård på grund af hans religiøse opfattelser. Religiøse konservative fordømte ofte Kazantzakis' arbejde. For eksempel blev 'Den sidste fristelse' af den romersk katolske kirke inkluderet i deres 'indeks over forbudte bøger' præcis som - mange år senere i 1988 - mange biografer nægtede at vise Martin Scorses film 'The Last Temptation of Christ', der er baseret på denne roman. Kazantzakis' epitaf citerer det metafysiske manifest 'Askitiki' fra 1927:

"Jeg håber intet, jeg frygter intet, jeg er fri." (Δεν ελπίζω τίποτα, δεν φοβάμαι τίποτα, είμαι ελεύθερος.)

Zorba - Filmen

Katzantzakis blev verdenskendt i 1964 da Michael Cacoyannis filmatiserede romanen 'Spil for mig, Zorbas' under titlen 'Zorba - Grækeren'. Den lille filmsekvens, som kan ses her er den kendte 'dansescene' med Mikis Theodorakis' berømte musik.

Kazantzakis på Kreta

Nikos Kazantzakis Museet ligger i landsbyen Myrtia, 15 kilometer syd for Heraklion. Museet udstiller manuskripter og noter af forfatteren, uddrag af hans korrespondance, første udgaver af hans arbejder på græsk og andre sprog, fotografisk materiale og souvenirs fra hans mange rejser, personlige effekter, materiale fra teaterproduktioner over hans arbejde, portrætter og skulpturer. Man kan besøge museets hjemmeside her.

På det Historiske Museum i Heraklion har man lavet en rekonstruktion af Nikos Kazantzakis' arbejdsværelse nøjagtigt som det var i hans hjem i Antibes, Frankrig, hvor han tilbragte sine sidste år (1948-1957). Udstillingen inkluderer manuskripter, fotografier og tegninger, hundredevis af udgivelser af hans bøger – oversat til mere end tredve sprog - og personlige effekter.

En elektronisk samling fra Nikos Kazantzakis arkivet på det Historiske Museum er tilgængelig på internettet. Man kan få adgang til det herfra: 'The Nikos Kazantzakis Files'.

Tilbage til siden med kendte kretensere.