Religion

Den græsk-ortodokse Kirke

Lige siden Grækenland var en del af det byzantinske rige har den ortodokse kristne kirke (af græsk hē orthē doxa: 'den rette tro') været dominerende i Grækenland. Også under de 400 års tyrkisk herredømme og på trods af gentagne omvendelsesforsøg fra jesuitter og protestanter har den ortodokse kirke overlevet og blomstret. I dag er hovedparten af alle grækere (95 til 98%) i hvert fald nominelt medlemmer af den græsk-ortodokse kirke. Selvom religiøsiteten i samfundet er svundet i de senere år, er der stadigvæk en tydelig tilslutning til kirken i forbindelse med ritualer som dåb, bryllup og begravelse. Og en aktiv religiøs praksis er stadig mere udbredt i Grækenland end i de fleste andre EU-lande.

Græske muslimer udgør omkring 1.3 % af befolkningen. de findes hovedsageligt i Trakien i det nordlige Grækenland. De moskeer, som man kan se i byerne på Kreta, er i dag kun rester fra en svunden tid og anvendes ikke som andet end turistattraktioner. I Grækenland er der også nogle få romerske katolikker, enkelte protestanter og jøder.

Den ortodokse kirkes betydning for bevarelsen af græsk etnicitet og kulturel identitet i årene under det Ottomaniske herredømme har skabt stærke bånd mellem kirken og staten. I forfatningen fra 1975 garanteres absolut religionsfrihed, men den ortodokse kirke beskrives som den 'etablerede religion' i Grækenland. den officielle status, som kirken dermed har, medfører både privilegier og forpligtelser. F.eks. bliver kirkens præster lønnet af staten og den græske præsident skal have tilknytning til den ortodokse tro. De vigtigste ortodokse religiøse helligdage er også officielle fridage. Og de fleste grækere, hvad enten de personligt er troende eller ej, respekterer og værdsætter den ortodoske tro. de deltager i kirkens store højtider og er som regel også følelsesmæssigt tilknyttet den ortodokse kirke som de betragter som deres 'nationale' religion. Den græsk-ortodokse kirke er administrativt opdelt i den monastiske grækes kirke med 78 stifter, de monastiske samfund omkring Athos bjerget, som gennem den græske forfatning er sikret selvstyre og endelig den delvist autonome kirke på Kreta.

Kirken på Kreta

Kirken på Kreta er opdelt i 7 stifter foruden det ærkebiskoppelige sæde i Kretas hovedby, Herakleion. Af historiske årsager er kirken på Kreta ikke underlagt ærkebiskoppen i Athen, der ellers er 'primas' eller 'førstebisp' for de fleste andre dele af den græsk-ortodokse kirke. Istedet er kirken på Kreta underlagt patriarken af Konstantinopels åndelige og administrative myndighed. Denne patriark skal være etnisk græker, men skal altid have sit sæde i Istanbul (tidl. Konstantinopel) og skal være tyrkisk statsborger. I det Ottomaniske tid havde patriarken af Konstantinopel vidtstrakte beføjelser over den ortodoks-kristne befolkning i Imperiet, men det har aldrig været sådan, at den ortodokse kirke har haft et enkelt overhoved (som det f.eks. er tilfældet med paven og den romersk-katolske kirke).

En kort historisk oversigt over ærkebiskopdømmet på Kreta kan læses her. (på engelsk).

Kirkerne

Kirkebygningerne er almindeligvis korsformede med en kuppel og en ikondækket væg, ( en såkaldt 'ikonostasis'), der adskiller alteret fra resten af kirkerummet. Arkitekturen har udviklet sig ud fra tidlige kristne og sene romerske traditioner fra omkring det 4. århundrede. Stilen er karakteristisk ved sine kupler, sine rundbue hvælvinger og de rigt dekorerede søjler. I det hele taget er kirkerne dekorerede med freskoer, ikoner og mosaikker på omtrent ethvert ledigt område. Og der er en fastlagt hierarkisk orden i dekorationerne. Centrum af loftets kuppel er reserveret til en repræsentation af 'Pantocrator', eller Jesus i skikkelse af universets herre mens andre afbildninger af hellige personer besætter områderne udenom. Jo længere væk, jo mindre betydningsfulde er de. På den måde fremstår hele kirkebygningen som en samlet håndgribelig levendegørelse af den himmelske orden. Denne begrebsliggørelse understreges yderligere af de stiliserede positurer og gestus, som figurerne indtager, deres indforståede symbolladede blikke og det strålende, flimrende lys fra sølv- og guldikonerne. I de traditionelle kirker står menigheden op under hele ceremonien. Der er derfor kun bænke langs væggene.

Præster og munke

De ortodokse gejstlige inkluderer både gifte præster og præster, der lever i cølibat. Allerede gifte mænd kan blive præster, men det er ikke tilladt at gifte sig, når man ér blevet ordineret. Og det er kun ugifte præster, der kan indtage de højere embeder i kirken. Landsbypræsten står almindeligvis som eksponent for at bevare den græske kultur og traditionerne, og han nyder almindeligvis stor respekt i lokalsamfundet. Tidligere var det ikke ualmindeligt at bønder blev præster af økonomiske årsager og i mange tilfælde fortsatte en gift landsbypræst med at drive landbrug ved siden af sit præsteembede. Op i løbet af 1980erne er den sociale prestige ved at være præst imidlertid aftaget og det er ikke længere så almindeligt at familierne søger at opmuntre sine børn og unge til at blive præster.

Munkevæsenet har altid været en vigtig del af ortodoksien. Munkene kan inddeles i dem, der lever som eremitter, dem, der lever i klostre og dem, der lever i løsere bofællesskaber eller religiøse samfund ledet af et åndeligt overhoved. Det bedst kendte eksempel på sidstnævnte er munkesamfundet ved Athos bjerget, der har eksisteret siden år 959. I modsætning til de romersk-katolske munke, som kan undervise og udføre socialt arbejde, helliger de ortodokse munke sig alene til bøn, religiøse studier og produktion af ikoner og religiøse skrifter. Det asketiske liv opfattes som et alternativ til martyriet, som munkene tidligere led under i perioder med religiøs forfølgelse.

Den ortodokse kalender

For mange landsbyboere følger årets gang den kirkelige kalender. Der er tolv betydelige religiøse højtider i året kaldet 'De tolv store fester'. Otte af dem til ære for Kristus og fire til ære for Jomfru Maria. Påsken er den af årets højtider, der bliver holdt mest festlig.
Du kan læse mere om de religiøse højtider i afsnittet om fester og helligdage.