Musik og dans på Kreta

Kærlighedssange og krigerdanse

Siden antikkens tid har kretenserne været kendte for deres musik og dans, og Kreta har stadig en blomstrende og ubrudt musiktradition. Folkemusikken på Kreta er atonal, (dvs. den spilles ikke i en bestemt toneart) og rytmen er kompliceret og noget anderledes at lytte til for et ikke-kretensk øre. Stilen bringer antikkens Grækenland i tankerne. Men faktisk er den kretenske musik præget af de mange forskellige kulturelle strømninger, som Kreta har oplevet fra omliggende lande og folk.

Der er inspiration fra Nordafrika, Grækenlands fastland og fra Lilleasien blandet sammen i vore dages kretenske folkemusik. Man kan også høre indflydelsen fra gammel byzantinsk musik, som f.eks. når der i melodien ligger en kontinuerlig grundtone eller akkord gennem hele musikstykket. Noget, der giver musikken et lidt mystisk udtryk. Det dominerende instrument er en pæreformet violin med en buet ryg, kaldet en 'lýra'. Den bliver tit ledsaget af den kretenske lut (laoúto), som er et langhalset strengeinstrument, der anslås omtrent som en guitar. De værksteder, der fremstiller 'lyra'erne findes først og fremmest i Rethymnon, hvor man kan besøge dem og se, hvordan de arbejder.

Mantinada

Nogle siger, at selve sjælen i den kretenske musik er 'Mantinada' - halvvejs talte, halvvejs sungne parrim over 15 stavelser, der ofte improviseres. Mantinades bruges f.eks. i de 'poetiske dueller', som kretenserne afholder ved festlige lejligheder. To eller flere personer skiftes til at synge eller recitere improviserede digte med vittige eller frække bemærkninger om deres modpart. Den mest berømte græske litteratur fra renæssancen hedder Erotokritos (Ερωτόκριτος). Den er skrevet på den kretenske dialekt med rim, der er magen til de traditionelle mantinades. Det er en historie om kærlighed, om venskab, mod og patriotisme, skrevet af Vitsentzos Kornaros (1553-1617) som var en af de betydeligste personer i kretensk og græsk litteratur. Erotokritos er stadig et populært klassisk værk, og adskillige kretenske musikere har sat musik til dele af det.

Ritzika sange

En anden sangkategori er 'Rizitika' sangene. det er enkle sange, der ofte akkompagneres af blot et enkelt instrument. Det er langsomme, gribende sange med temaer som kærlighed, tab eller befrielse. Nogle af dem kan dateres helt tilbage til byzantinsk tid (ca. år 1.000) men andre er blevet til som 'oprørs-sange' i perioden under den tyrkiske besættelse og også under modstandskampen mod den tyske besættelse under anden verdenskrig.

Horeftika sange

Endelig er der 'Horeftika' sangene. Dansemusik, som der er flere forskellige genrer indenfor. Hver med deres egne rytmer og danse. Der er 'Malavisiotiko' en hurtig kædedans, 'Siganos' som bruges til bryllupper, 'Sousto' en pardans og 'Pentozalis'. De sidste to er fra egnen omkring Rethymnon.

'Pentozalis' er en spektakulær favorit dans på Kreta. Navnet er afledt af 'pente' (fem) og 'zale' (trin) fordi dansen har fem trin. Det er en voldsom krigsdans, aggressiv med høje spring ind imellem. Der er dem, der siger, at Pentozalis udspringer af en ældgammel minoisk dans. Nogen forbinder den med den dans som de mytiske 'kureter' skulle have danset. (Kureterne var krigerne, der beskyttede Zeus som spæd). I området omkring Psiloritis (hvor kureterne ifølge legenden boede) kendes der en ældgammel dans, kaldet 'Empirrikios', hvis trin minder meget om den 'Pentozalis', der danses i dag.

Hvor kan man opleve den traditionelle kretensiske musik?

På 'Gounas Taverna' i Rethymnon kan man opleve både den kretenske musik og dans. Et andet kendt sted er 'Kafe Kriti' i Chania, hvor såvel lokale som turister kommer for at opleve Kretas musiktradition. Ved festivaler i landsbyerne spiller musikken en stor rolle, uanset hvad anledningen måtte være. Og det er måske den bedste måde at opleve den på. Plakater i tavernaer og kafeneions plejer at oplyse om tid og sted.

Videoen nedenfor viser eksempler på kretensk musik og dans. Videoen er en redigeret udgave af en dokumentarudsendelse 'I mousiki tou kosmou' (Verdensmusik). Musikerne i videoen er: Stelios Petrakis, Vaggelis Vardakis, Antonis Martsakis, Ross Daly, Giorgos Xylouris, Harilaos Papadakis og Dimitris Sgouros.