Dyrevelfærd på Kreta

Hvis man søger på nettet med søgeordene 'Kreta' og 'dyr' handler nogle af de første søgeresultater, der kommer frem, om problemer med dyrevelfærd på Kreta. De forskellige chatfora om ferier i Grækenland rummer også ofte beretninger fra turister, der har oplevet dyremishandling eller dyr, der lever under kummerlige forhold. I nogle tilfælde sværger turisten aldrig at ville vende tilbage til Kreta på grund af sådanne oplevelser.

Selv har vi også oplevet ubehagelige ting af og til. Når man har sit feriehus på landet på Kreta, kan det ikke undgås at man stifter bekendtskab med den noget 'gammeldags' måde at holde dyr på, som stadig præger Kreta og Grækenland mange steder.

Læs omLæs også om Loukanokos. Oprørshunden fra Athen og se en film med grækernes nye helt.

Hjemløs hvalp fundet ved Malia, Kreta. Cretan Animal Welfare Group, 2009

Selvom der stadig er meget lang vej igen, er tingene ved at ændre sig til det bedre. Flere og flere grækere ændrer holdning til dyrevelfærd. Og man kan gøre en forskel - også selvom man kun er på Kreta i en kort periode som turist.



Grækenland har en lovgivning imod dyremishandling. Og loven bliver i stigende grad efterlevet. Det er f.eks. ulovligt at have en lænkehund i en halv meter lænke og uden beskyttelse mod sol og regn, som man sommetider ser. Anmelder man det til politiet har de pligt til at handle - og gør det altså også i flere tilfælde. Klager og anmeldelser fra turister rammer nemlig grækerne der, hvor det gør mest ondt. På deres stolthed og deres pengepung.

Ønsker man at anmelde dyremishandling, kan det dog være en god idé at få hjælp fra en lokal dyreværnsorganisation. (Se henvisninger til nogle af dem nedenfor). Man kan også støtte deres arbejde på Kreta.

Endelig kan man som turist undgå perverterede feriefornøjelser som f.eks. delfinshows, fotografering med truede dyrearter og andre ting, der kun finder sted, fordi der er turister, som er villige til at betale for det. Det gælder naturligvis uanset hvor man vælger at holde sin ferie.

Katte ved 'kattecaféen' i Panormos.

Links vedrørende dyrevelfærd på Kreta.

Den græske nationale turistorganisation (GNTO) har på sin hjemmeside oprettet mulighed for at gøre opmærksom på ting, man er utilfreds med - også når det drejer sig om dyremishandling. På den klageformular i Microsoft Word-format, som man kan udfylde, kan man nederst under 'andet' (other) også anmelde dyremishandling.


De angivne organisationer er registrerede dyreværnsforeninger. Advarsel: Nogle af hjemmesiderne kan rumme ubehagelige billeder.

Tierschutzverein Südkreta

Cretan Animal Welfare Group

Greek Animal Welfare Fund

Friends of Animals - Rethymnon

Förderverein Arche Noah Kreta

Tierfreunde Kreta

CatLine Creta, Skepasti

Kretas gadehunde